Salme. Chapter 63

1 (En salme af David, da han var i Judas ørken.) Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land
2 (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære;
3 thi din Nåde er bedre end Liv, mine Læber skal synge din Pris.
4 Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn,
5 Som med fede Retter mættes min Sjæl, med jublende Læber priser min Mund dig,
6 når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på dig;
7 thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge.
8 Dig klynger min Sjæl sig til, din højre holder mig fast.
9 Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke,
10 gives i Sværdets Vold og vorde Sjakalers Bytte.
11 Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes.